Certifikater og kørekort

  • Kan jeg få udstedt et nyt speedbådskørekort, hvis jeg mister mit?

    Du har mulighed for at få udstedt et nyt certifikat hos Søfartsstyrelsen. Det koster 75 kr.

    Se mere under Mistet bevis på denne side: https://www.soefartsstyrelsen.dk/fritidssejlads/beviser-og-certifikater/speedbaadsbevis

  • Skal jeg have egen båd for at tage duelighedsbevis?
    Nej, der vil være både til rådighed for kursisterne.

  • Hvornår får jeg mit speedbådscertifikat og duelighedsbevis efter bestået prøve?
    Du modtager normalt dit bevis med posten inden for 14 dage. Derudover kan du få udstedt et midlertidigt bevis på prøvedagen, så du kan bruge det med det samme.

  • Kræver det erfaring at tage speedbådskørekort og duelighedsbevis?
    Alle mennesker kan tage et speedbådskørekort og få et duelighedsbevis, og du behøver ikke at have erfaring med at føre båd i forvejen. Du lærer det hele fra bunden og bliver klædt godt på til livet på vandet.

  • Hvor længe er et speedbådskørekort gyldigt?
    Speedbådskørekort skal ikke fornys og er gyldigt i ubegrænset tid.

  • Skal jeg selv have noget med på speedbådskursus?
    Du har brug for ordentlig påklædning, da du tilbringer det meste af dagen ude på vandet. Alt andet finder du normalt på stedet, men du kan med fordel kontakte din lokale sejlerskole.

  • Hvor svært er det at få duelighedsbevis?
    For at få duelighedsbevis skal du bestå en teoretisk og en praktisk prøve. Har du allerede speedbådskørekort, kan denne erstatte den praktiske del.

    Den teoretiske prøve kræver forberedelse, men de fleste mennesker vil kunne bestå den. Mange sejlerskole tilbyder duelighedsbevis på en weekend, mens du i mange aftenskoler kan tage duelighedsbevis over en sæson. Så der er noget til ethvert temperament.

  • Hvorfor er det godt også at tage et duelighedsbevis?
    Med et duelighedsbevis kommer du mere i dybden end med et speedbådskørekort. Her lærer du bl.a. om navigation og søkort, og i nogle havne er et duelighedsbevis påkrævet.

    Nogle forsikringsselskaber tilbyder billigere forsikring af både, til sejlere der har duelighedsbevis.

  • Hvad er minimumsalderen for at tage et Speedbådskørekort?
    Minimumsalderen for at gå op til prøve er 16 år.

  • Har jeg behov for et speedbådskørekort for at føre motorbåd?
    Det er altid godt med et speedbådskørekort, selvom du måske ikke SKAL have det til netop din båd. Et speedbådskørekort giver dig nemlig grundlæggende viden om sikkerhed og farer på vandet, og de ting er altid gode at have styr på. Faktisk skal du som bådfører have sat dig ind i både generelle og lokale regler i farvandene, du færdes i. Når det er sagt, så er der også motorbåde, der kan føres uden speedbådsbevis. Kort sagt gør et speedbådskørekort det lovligt for dig at sejle motorbåde på mellem 4 og 15 meter samt både under 4 meter, som har mere end 25 hestekræfter. Større både kræver sønæringsbevis som yachtskipper.

  • Kan jeg tage speedbådscertifikat nær mig?
    Du kan tage speedbådskørekort i de fleste store og mellemstore byer med havne i Danmark. Det er de forskellige sejlerskole, der tilbyder kurserne og står for selve prøvetagningen. Kontakt en sejlerskole nær dig for at høre om starttidspunktet for det næste kursus.

Generelt

  • Hvornår starter sejlsæsonen herhjemme?
    Sejlsæsonen starter i april.

  • Hvornår slutter sejlsæsonen herhjemme?
    Sejlsæsonen slutter i oktober/november.

Sikkerhed

  • Er det lovpligtigt med redningsveste på båden?
    Ja, det er det. Der skal som minimum være en godkendt vest pr. passager, og vestene skal passe i størrelsen.

  • Skal jeg have andet sikkerhedsudstyr end redningsveste på båden?
    Redningsveste til alle bådens passagerer er det eneste lovpligtige sikkerhedsudstyr, men der findes en del andet sikkerhedsudstyr, som du med fordel kan investere i. Læs vores artikel om sikkerhedsudstyr her.

  • Kan en redningsdragt bruges som alternativ til en redningsflåde?
    En redningsdragt er et godt supplement til en redningsvest, men den erstatter ikke en redningsflåde. Følg ovenstående link og få styr på sikkerhedsudstyret på din båd.

  • Gælder de samme regler på udenlandske skibe?
    Udenlandske skibe er omfattet af de samme regler, men de bliver i udgangspunktet kun tjekket i de indre farvande. I de ydre danske farvande tjekkes udenlandske både kun, hvis sejladsen giver anledning til fare.

Spiritus og sejlads 

  • Må man drikke alkohol, mens man sejler?
    Det må du i udgangspunktet, så længe det er forsvarligt. Der er en fast promillegrænse på 0,50, som gælder både og skibe, der kræver uddannelse. Det vil sige både med en længde på over 15 meter samt planende speedbåde og vandscootere. Ved mindre både er det en vurderingssag, om du er for påvirket af alkohol til at føre din båd forsvarligt.

  • Hvad er reglerne omkring alkohol, når båden ligger i havn?
    Promillegrænsen på 0,5 gør sig ikke gældende, når en fritidsbåd er fortøjet i havn eller på en beskyttet ankerplads. Men ligger du på en beskyttet ankerplads, skal du fortsat være i stand til at håndtere båden forsvarligt – dvs. håndtere anker, fortøjninger og lignende.

    På erhvervsområdet gælder promillegrænsen også, når båden ligger i havn.

  • Må man drikke alkohol i kanoer, kajakker og lignende?
    Generelt gælder det, at du du ikke må være påvirket i en sådan grad, at du ikke kan håndtere fartøjet forsvarligt.

  • Hvor finder jeg reglerne om spiritussejlads?
    Du finder alle reglerne for alkohol ombord i Søsikkerhedsloven §§ 29 a-e.

  • Hvad sker der, hvis jeg bliver kendt skyldig i spiritussejlads?
    Straffen for spiritussejlads afhænger af, hvor påvirket du er, og du kan få en stor bøde og i værste tilfælde få frakendt dine beviser samt retten til at føre skibe og arbejde som styrmand eller maskinmester. Bøden for spiritussejlads er svarende til en måneds nettoindtægt ganget med din promille, og minimumsbøden er på 1500 kr.

  • Kan jeg som skibsfører blive dømt for spiritussejlads, mens en anden fører båden?
    Ja, det kan du. Som skibsfører er du den øverste ansvarlige på båden, og hvis du eksempelvis kortvarigt laden en anden tage roret, og vedkommende forårsager en ulykke i påvirket tilstand, er du som skibsfører medansvarlig.