Drømmer du om at stå til søs på en længere tur, selv om dine sejler-erfaringer begrænser sig til en kanotur på Gudenåen eller en kuttertur på Øresund? 

Har du god erfaring som skipper, men ønsker ikke selv at eje en båd?

Der kan være mange scenarier, der taler for, at du gerne vil gøre noget mere ud af at sejle, men ikke selv eje et fartøj.

Fordele ved at leje en båd

Der findes mange steder, hvor du kan leje en båd, og der findes mange typer af både, du kan leje. Det kan være en udmærket måde at prøve kræfter med det våde element på.

Der er også flere fordele ved at leje en båd frem for at eje en:

  • Det er billigere
  • Det er nemmere
  • Du skal ikke bekymre dig om vinteren
  • Du kan sejle i forskellige typer af både
  • Du behøver ikke selv at vedligeholde den
  • Du behøver ikke selv at transportere den
  • Du kan få forskellige sejleroplevelser

Det er på mange måder meget nemmere at leje en båd for en periode frem for at skulle passe den året rundt.

Hvilke bådtyper kan du leje?

Der er nærmest ingen grænser for, hvilke typer af både, der kan lejes. Det kan være lige fra den lille robåd eller kano og til den helt store sejl- eller motorbåd.

Nogle firmaer udlejer et begrænset udvalg af bådtyper, andre spænder mere vidt. Der er også mange privatpersoner, der lejer både ud. Der er i det hele taget både nok at leje. Både inden- og udenfor landets grænser.

Du kan jo vælge at surfe lidt rundt og se, hvad der er at vælge imellem, inden du beslutter dig. Eller du kan lægge en plan om en bestemt bådtype først og så søge mere målrettet efter den.

Hvad kan man bruge den lejede båd til?

Det kommer jo meget an på, hvilken form for båd, du lejer. Bortset fra det, så er der nærmest ingen grænser for, til hvilket formål du kan leje en båd.

Afhængigt af bådens type og kapacitet kunne du for eksempel bruge båden til følgende:

  • En endagstur på søen eller i det mindre farvand
  • En fisketur med dig selv eller med gutterne
  • En tur ud at dykke
  • En eller flere ugers bådferie med familien eller med gutterne
  • En tur på en flodbåd i Europa
  • En længere sejlads i en stor sejlbåd sammen med andre kompetente sejlere
  • En romantisk uge på en flod i Sydeuropa

Det kan selvfølgelig også være andre dejlige sejl-oplevelser, der trækker mest i dig. Det er i hvert fald en skøn måde at komme omkring på og en intens måde at være sammen på. Det er frihed, det er de store vidder, det er at opleve nye steder fra søsiden, det er højt til himlen og det er et eventyr.

Strik din egen sejleroplevelse sammen, og hav stor glæde ved at planlægge den i detaljer.

Skal jeg være certificeret for at kunne leje en båd?

Det er ret forskelligt, hvad der kræves i den retning. Det kommer typisk først og fremmest an på, hvor stor en båd du vil leje. 

Er båden af en størrelse, der kræver en certificering, så skal du naturligvis kunne fremvise den. Er der tale om en mindre båd, er det ikke nødvendigt.

I det tilfælde bliver du grundigt instrueret i, hvordan båden skal sejles og hvad, du ellers skal vide.

Selv om udlejningsfirmaet ikke nødvendigvis kræver, at du har taget et sejlerkursus, så er det jo altid en god idé at gøre det. Det er jo ikke alle sejlture, der er den rene idyl. Det kan godt kræve sin mand i visse situationer.

Lej en båd, inden du køber

Hvis der er en speciel båd, som du længe har overvejet at købe, så kan du med fordel leje en af samme type, inden du beslutter dig endeligt for, om det nu også er netop sådan en, som du skal investere i.

Du kan også prøve at leje nogle forskellige bådtyper, sådan at du har et lidt bredere grundlag at vælge på.

Det er i hvert fald en stor fordel at kunne afprøve båden i praksis inden et eventuelt køb.

Hvor kan jeg leje en båd?

Der findes mange firmaer, der gør det i bådudlejning. Nogle af disse firmaer lejer både ud af et bestemt mærke eller en bestemt type, men de fleste har et godt og bredt udvalg.

Du kan enten vælge et bådudlejningsfirma, der ligger i nærheden af din bopæl eller ved den nærmeste havn, eller du kan vælge et firma, som ligger længere væk, men som kan tilbyde en anden slags både, som du gerne vil prøve af.

Mange af disse firmaer tilbyder at fragte båden til den havn, som ligger i nærheden af dig. Det kan være ganske praktisk.

Sæt dig rigtig grundigt ind i de lejebetingelser, det enkelte firma har, så du er så godt forberedt som muligt, inden du stævner ud.

Der er også nogle firmaer herhjemme, der lejer både ud i udlandet. Så skal du selvfølgelig fragte dig derhen, hvor båden ligger, men det kan godt give en ekstra tryghed, at firmaet er dansk.

På hvilke vilkår foregår bådudlejning?

Det kan variere en del fra firma til firma, så det er selvfølgelig vigtigt at læse disse vilkår igennem, inden du accepterer udlejningen.

Generelt kan man dog sige, at du skal levere båden tilbage i samme stand, som den havde, da du overtog den.

Skulle der mangle noget, eller er noget beskadiget, så hæfter du selvsagt for det, med mindre du har tegnet en udvidet forsikring.

Desuden forventes man at kunne manøvrere fartøjet forsvarligt. Er det en båd, der kræver, at du har kørekort til den, skal du naturligvis kunne fremvise det.

Der er også nogle steder, du skal være fyldt 25 år for at få lov til at leje en båd. Det er typisk i forbindelse med nogle større og dyrere både.

Desuden forventes du at overholde søfartsreglerne, at du medbringer søkort og en sejlplan og at du ikke sejler med en promille.

Alle ombord skal bære redningsvest under sejladsen.

Alt dette handler jo om sikkerhed. Både for dig og for firmaet – og for de øvrige på vandet.